Pudsigt som det vælter ind med mails fra folk jeg ikke mindes have set før. En kronraget mand med cowboybukser beskriver, at have set mig på et studie et sted i byen, for en månedstid siden. Han er lige kommet ud af et mange årrigt ægteskab, og vil gerne drikke kaffe med mig. 10 point for at huske mig, 10 point for at kunne finde min mail, og så ja… Mange årrigt ægteskab.. Minus 200 point.
“Hey Carla – ham der står dér – ham har du vist ikke fået talt med her til aften!?” Ok – nu bli’r det sagt, sendt ud, meldt ud, ja faktisk smidt ud: Jeg taler meget med fremmede. Det være sig i bussen, på vej på indkøb, endda på arbejdet. Ud over at være skuespiller, ville jeg altså egne mig meget bedere til at være sådan en, der ikke var tjener eller bartender på et teater, men snarre en der gik og snakkede med folk, og grinte på stikord af sjove kommentarer, og sørgede for, at Sanne Salomonsen fik sin kaffe med halvt skum og halv kaffe, og Michael Carøe fik den skide gin og tonic. Jeg fandt for aftenen en middel gennemvej, og holdte en god kontakt med de borde jeg skulle sørge for ikke manglede noget, og arrangørene af velgørenheds koncerten. Da aftenen var slut, fik jeg to våde kindkys af en musiker, der havde nydt godt af den evendige strøm af rødvin, et visitkort fra en politiker, der ville være statist i min næste film, og en mail da jeg kom hjem, med beskeden om tak for en dejlig aften.
“Alderdom er et sted man kommer ind, når man er blevet for gammel. Og beslutter man sig alligvel for at drage i krig, så skal man huske at tage skudsikker vest på. For man er meget langsom, når ens knogler er ligesom støv.”
Jeg besøgte min kære mormor idag. På hospitalet sad hun, med sin pæneste bluse på og noget hår, der ikke var blevet klippet i en rum tid. Hun var blevet normal igen, og fortalte mig hurtigt hvad hun ønskede sig til jul. Vi spiste chokolade og lo over de andre tosser på gangen. Alvorlig blev hun dog, da snakken faldt på plejehjem. Stemningen gik fra ubekymret latter, til den dybeste, fortrolige og aller nådigste sammenbidte bemærkning om, at dét kunne der ikke blive tale om. Jeg tog ind til byen og prøvede et strutskørt og spiste noget mad, der gav min mor og jeg, en gemmetrængende kvalme.
Her til aften kom hele holdet af 2. års elever på skuespillerskolen, det hold jeg var til 3. prøve med, ind og så teatrets forestilling. Det var hyggeligt at se dem igen. Især en af dem, der minder lidt om Thomas Bo Larsen, bare ikke helt så nakoman agtig. Og jeg blev kun lidt misundelig over ikke selv, at være den der skulle begejstres og lægge hurtige planer i pausen, om ideer udsprunget fra aftenens stykke.
Cyklede hjem, og måtte erkende at jeg havde spist vel rigeligt med chokolade idag.
Bra förklarat, förstår mer nu.