Carla Chloe

Som jeg sidder her på bagsædet, og kigger ud på havet, solen, og det af fartens, slørede hegn på Storebæltsbroen – slår det mig, at jeg er bimlende lykkelig. Jeg følger søndagstrafikken med en boblende opmærksomhed, og alt synes så friskt og nyt. Forandringens vind blæser mig til Fyn, hvor jeg sommeren over skal indspille Far til Fire – til Søs. Jeg kører med min filmbror J’s familie, som har fået ny bil. Her dufter af plastik og skosværte, og selvom vi er tre på bagsædet, er her rigeligt med plads. J holder sig beskæftiget på forsædet, med at udvælge de bedste stemninger fra iPod’en. Vi har kørelakridser og Cola Zero med, og vi har råbt ”god tur” kampråbet inden afgang. Alt er således klappet og klart, til en sommer i det fynske. Jeg overrumples af klare tanker og føler mig lyslevende.

…en uge senere:

”Nu er du vel ikke ude i regnvejret – vel mors egen skattepige?” Nej, tænker jeg, og ligger mobilen ned i tasken igen. Jeg står inde i en lade på Fyn i brudekjole og morgenkåbe og halvfryser i den fugtige hal. Man kan ikke sidde ned i sådan et skrud, så jeg står på et fleece tæppe i pausen. En hær af kostume- lyd og makeup folk, har slået ring om mig, for rutineret at rette mit hår til og gemme min microport noget så eftertrykkeligt væk. Jeg øver mine replikker, og går i stå samme sted hver gang. Min instruktør har lige gjort mig opmærksom på, at det altså kun er fire replikker, jeg skal huske. Alligevel har det taget mig rundt regnet 5 takes so far, og bag ”rundt regnet” gemmer sig den kendsgerning, at der kommer flere endnu. Fotografen får sig en velfortjent smøg i døråbningen, mens rekvisitøren flytter en seng ud af kulissen. Hun bevæger sig skeptisk rundt, som en spirrevip fra et fjernt århundrede. Jeg tager imod en råbende instruktion med et fraværende blik. Prøver at finde en indre ro, som sagtens kan huske sine ord og lave de bevægelser, der lyser mit ansigt op af lampens stærke lys. Får øje på en flue, der sidder og drømmer på en kaffekop. Den flyver.

Det er ikke til at komme uden om, at skuffelsen over, at der IKKE dumpede en invitation til Zulu Awards ind af min brevsprække, var hjerteskærende. Bedre blev det såmænd heller ikke af, at jeg modtog adskillige beskeder fra tidligere kollegaer og venner, om også jeg skulle med til showet.

Så da jeg i torsdags fik fri fra salonen, løste jeg problematikken inde i mit eget hoved, mens metroen førte mig til Forum Station. Jeg havde drukket et glas hvidvin og hørt høj musik på min iPhone, og var således i et fantastisk humør. Et fantastisk nervøst humør, skulle det vise sig, da jeg med hastige skridt forlod toget, og med falsk selvsikkerhed gik det sidste stykke til Forum, mens de sidste sniger detaljer faldt på plads. Jeg dukkede op lige før showets start, og på opfordring fra rutineret ven, så jeg mit snit til at udnytte Forums akilleshæl – rygerteltet. Som det mest naturlige i verden, gjorde jeg kort proces, og tog fat i hegnet, og uden at se mig tilbage, løftede jeg det nemt op fra murstenen. De sekunder der gik med at snige mig ind, og sætte hegnet tilbage på murstenen, med ryggen til de rygetrængende Zulu gæster, føltes som den ottende cirkel af Dantes helvede. Denne tilstand mellem død og levende, denne skærsild mellem hegn og fest, var på ingen måde en hæderlig entre. Det var slet ikke et risikofrit projekt jeg havde bevæget mig ud i, tænkte jeg panikslagen. Og min festlyst måtte i den grad stå sin prøve, mens tankerne om at blive afsløret af en hånlig vagt, der fangede mig som en hjort i det lange lys ved nattetid, gjorde mig rædselsslagen.

Men der var overraskende nok ingen vagter at se, da jeg vendte mig om. Så jeg gik ind i VIP logen, hvor jeg blev belønnet med en kolossal mængde endorfiner, der jublende tossede rundt i kroppen, mens jeg slog sejrs-huller i luften med knyttede næver, og boksede afsløringens angst væk. Glæden ved at komme ind overskyggede frygten for det modsatte, og der var ganske enkelt ingen grænser for hvor optur jeg havde over mit sniger move.

Min veninde A tog fint imod mig, og fik afsat min jakke i garderoben, mens jeg styrede mod den frie bar. Hun havde stået for den røde løber, og det bar hendes kinder desværre præg af, som hun beklagende oplyste mig. Jeg syntes hun nu så skøn ud, og i takt med at min alkoholpromille syntes at blive højere og højere, steg min kærlighed for at komme med komplimenter til de omkringstående, og skøre ideer dukkede op.

”Jeg vil også derop” sagde jeg til min ven B, og slog ud med armene, for at pege i retning af podiet. Og mens B (med adgangsgivende armbånd) holdte en vagt hen med snak, løb jeg derop. Her mødte jeg min ekskæreste, og hans ekskone, som stod og talte med min gamle affære, og så kom N, som jeg havde kysset med til forrige års Zulu Comedy Galla. Hysterisk. Her var der masser af øl og fisse, men absolut ingen hornmusik. Så M, N, og jeg blev enige om, at følges op til efter festen.

Men ved indgangen til efterfesten skulle der igen vises armbånd, og det røde af slagsen, jeg i mellemtiden havde fået af en sød ung mand, der skulle tidligt hjem, var ikke adgangsgivende. Den tilknappede dørvagts dame kiggede bebrejdende på mig, mens det flimrede for mine øjne. Jeg var slet ikke klar til at tage hjem. N fortalte hende, at jeg skulle ind. Og selvom han i min verden burde have en vis gennemslagskraft, nægtede hun mig adgang. ”Det er nu du skal løbe – Carla”, sagde han overbevisende. Så jeg løb. Jeg drønede op af trapperne, og oplevede endnu en gang adrenalinens sus, indtil jeg landede i favnen på M, som roligt gav mig hans guldarmbånd. Herfra husker jeg kun brudstykker af en række umættelige skørtejægere og en formidabel mængde champagne. En fantastisk svingom med min gode ven G, og en meget flot afro paryk. Huske kan jeg dog også, den vel nok pinligste oplevelse aftenen bød på. Efter at have kredset om karismabomben K, kom han helt tæt på: ”Nu har vi to kigget på hinanden hele aftenen”, sagde han og stak i et selvsikkert smil. Og der kortsluttede min hjerne så. Jeg havde intet at sige, intet at byde på, ud over at give denne konstatering ret. Vi skiftedes til at gentage sætningen et par gange, mens jeg kiggede mig lidt forvirret rundt. Indtil K med sprød afslappet stemme brød ind: ”Ja, jeg kender godt historien om Carla”. Der gik et lyn igennem mig. Havde ganske vist kærestet med hans gode ven.. Men vi kendte også hinanden i en anden forbindelse, og jeg blev derfor endnu mere lammet i udtrykket. Da kommunikationen mildest talt ikke kørte på skinner, skiltes vi smilende. En skelsættende oplevelse, hvor jeg ikke kunne leverer en eneste smart bemærkning, selvom han var sød, og ikke nær så arrogant som forventet. Han var faktisk slet ikke arrogant. Han udtrykte en ro, og en form for ægte ligegyldighed af hvad omgivelserne måtte tænke om ham. En tilbagelænet og afslappet coolness, der fuldstændig slog benene væk under mig! Men som min ven B netop skrev, da jeg havde fortalt om episoden: ”Du er så nice, at K fredag formiddag skrev til en eller anden facebookbuddy, at han kunne dunke sig selv i hovedet over, at han kom over til den her skønne pige, og leverede en eller anden bemærkning, der åbenbart var så åndet, at hun bare stod og gloede stumt retur”. Se dét er en sand ven, der kommer med sådan en vinkel!

Aftenen kulminerede da jeg ankom til Zen i en taxa med min ven P. Vi strøg lige ind i hulen, hvor jeg mødte en kærlig instruktør, som hurtigt fik bragt os i en tilstand af halv gin og halv tonic. Og her måtte jeg så tage aftenens sidste flugt, i en taxa hjem, kun fire timer før jeg atter skulle møde på arbejde – overtræt og med perlende latter over selv den mindste morsomhed.

Der har været perioder med gradvis stress de seneste par uger i mit liv. Selv min vejrtrækning har travlt. Den når kun halvvejs ned i lungerne, for hastigt at vende tilbage til atmosfæren. Jeg laver ellers ugeplan og to-do lister, så mine (gøre) mål ikke tårner sig op som et truende uhyre. Men lige meget hjælper det. Når jeg er på arbejde kan jeg for eksempel stå i fred og ro og lave en kop kaffe, mens min hjerne siger: ”lad os prøve at se hvor hurtigt du kan lave sådan en kop mokka”. Og så skynder jeg mig helt vildt, og mister enhver forbindelse til virkelighedens rolige omstændigheder. Men ikke i går. I går skulle jeg ikke knokle for at indhente div. dagligvarer, lave make-up guides, eller pudse glasflader (læs: mit job i salonen). Nej, i går levede jeg livet i overhalingsbanen, og det var virkelig lifligt. Dagens fede opgaver lå som perler på en snor i min kalender, og bare ventede på at blive samlet op – én for en.

Det hele startede med at jeg vågnede lidt før mit vækkeur ringede. Her kom jeg i tanke om dagens perlekæde, og stod glad og tilfreds op, uden vækkeurets chok effekt. Til tonerne af Stevie Wonder cyklede jeg af sted mod teateret, iført strutskørt og læderjakke. Egentlig var det alt for koldt til et outfit som ovennævnte. Men fordi lykkefrekvensen var særligt høj i går, mærkede jeg ikke meget til kulden. Vi skulle spille for en stor forsamling, tror vel der var omkring 600 mennesker. Og jeg skal da nok lige love for, at min monolog blev skudt af sted med en energi så sprudlende, at dem på forreste række må have følt sig en anelse overrumplet. Som et missil drønede jeg fra den ene ende af scenen til den anden, og håbede på, at de mange spring ikke blottede mine underbukser under det dansende skørt.

Efter forestillingen tog jeg en taxa ud til en TV station, hvor jeg skulle lægge stemme til en telefon sketch. Instruktøren var en ung mand, med skæg og en rød hættetrøje på. Jeg var stadig høj på min optræden, og lavede hastigt en masse forskellige versioner af en desperat pige i telefon quiz. Jeg fik slet ikke brug for instruktørens tilbud om at skrive mine replikker (de tre der var) – ned på en bon han fandt på sit skrivebord. Der stod også to billeder på hans bord af to forskellige damer. Han kendte dem ikke, sagde han med et grin, og fortalte endvidere, at hver gang han fjernede dem, satte redaktionen billederne tilbage som del af en drille offensiv. På stikord fra en morsom tv vært, hoppede jeg atter ud i en taxa, for at drage mod et lydstudie på Østerbro.

Her kom min hyper energi mig dog lidt til kort, da en stemmeprøve om bilreklamer og Red Barnet, ikke just går hånd i hånd med grineflip og for mange sætninger med drilske f’er. Lydmanden var dog super cool, og mens hans computer måtte genstartes, fik jeg arbejdet med mantraet: ”Se hellere at få de elendige læber i øvelse” – og herfra gik alt som smurt. Da taxabonnerne  var brugt, hoppede jeg op på cyklen, og drønede af sted mod nærmeste café, for at drikke herre meget kaffe og læse nogle dameblade. Jeg cyklede langs søerne, og drejede impulsivt af, ned på en stejl og knoldet parallelvej, da jeg nærmede mig trapperne for enden af søen. Da jeg holdte for rødt, bemærkede jeg den mand, som jeg havde cyklet ved siden af, langs søerne. Han overhalede mig i et venligt smil. Og det er der jo ikke noget specielt sindsrivende ved. MEN hold nu fast. For da jeg havde drukket en halv liter kaffe, og læst side op og side ned, om hvor usundt kaffe og kage er i div. dameblade, tog jeg min pelshat på, for at tage på arbejde. Og hér gik det op for en af cafeens få andre besøgende, at jeg var den dame han havde overhalet ved søerne! Og hende han havde fortalt sin ven om, som vennen huskede at få nævnt. Jeg hilste pænt, og drog atter mod teatret, hvor jeg skulle sidde i baren og muntre mig med at drikke cola zero og sælge slik til glade teatergængere. Med en så vitaminrig samling af oplevelser på blot én dag, hviler den gode stemning nu over krop og sind, og jeg anser ikke længere vejrtrænings besvær for sandsynligt. Især ikke med 3. date med K (durum rullens jydske charmør) – i vente!

Min veninde S og jeg var til en næsten tålelig mode fest i det nye skuespillerhus i går. S havde sin nye palliet bluse på, stramt tilbage skrabet hår og svimlende høje sko. Hun så som altid blændende godt ud, og jeg selv i strutskørt, leopardstrømper og sneaks, følte mig en anelse ”jeg-har-min-egen-urtehave” agtig. Men vi kom ind, og blev mødt af sirligt placerede modeller på høje podier, VIP altan og en live rapper, der sang en tekst kun få forstod. Det kortsluttede for alvor for mig, da jeg mødte min ex kæreste G, efter tre år uden kontakt efter break uppet. Var forberedt på, at han ganske sikkert ville være at finde til festen, da det var hans families firma, der stod for festlighederne. Gensynsglæden var dog mildest talt behersket, og efter et høfligt ”hej” og efterfølgende ignorering, så jeg ingen anden udvej end at forlade festen og G, der tydeligvis havde sit eget indre slag at kæmpe. Stemningen var heldigvis anderledes let og munter på Victor, som jeg efter gårsdagens succes, så som det naturlige alternativ. Her mødte min veninde sin mors gamle ven, som modsat visse andre, var ganske begejstret for at møde os. Som en naturlig følge heraf, gav os en flaske champagne. Det hele kulminerede i hysterisk glæde, da min ven H og hans, en del yngre ven, sluttede sig til selskabet. Men netop som vi morede os allerbedst, stoppede musikken – og vi drog boblende fulde videre til endnu en nat i dansens tegn. Min ven H er en af de få, der i en forholdsvis høj alder, har formået at bevare sin umiddelbarhed og begejstring for livet. Dét tilsat god humor og en livserfaring større end min, gør ham til en af mine absolutte ynglings venner. Hans yngre ven viste sig at kende min veninde S fra folkeren. Han gjorde desuden et uudsletteligt indtryk på dansegulvet, med fagter intet menneske før har kunne præstere. Skøn fyr. Da der opstod et mindre latino drama mellem en fyr (med slikhår og øjenbryn skarpere end en Global kniv), og en lille sag iført rød satin og hårlak, så vi vores kald til at smutte hjemad.

Jeg cyklede i al hast til Nørrebro for at få mig en durum rulle. Og det skal jeg da ellers nok lige love for jeg fik. Aldrig i mit liv har jeg set et så stort stykke brød med trevlet kød i dressing bad. Hørte mig selv med forbavselsens stemme sige: Dén arm der? Den er der da ingen jordisk chance for jeg kan spise op! Der er jo nok mad til at brødføde en hel by!”. Udenfor vinduerne stod to unge mænd og grinte af undertegnende iført kæmpe strutskørt på neon oplyst shawarma bar kl. 5 om morgenen. I gastronomisk chok. Inde i varmen var shawarma køen nået til en mand iført påfaldende lidt tøj (en hvid skjorte og en tynd blazerjakke. Og bukser og sko bevares.) Han skulle OGSÅ have en durum arm. Det hele virkede pludselig så morsomt, og mere gakket blev det kun af, at manden med den hvide skjorte, blev genkendt som pokerspiller af en beruset ung mand, der ville give han hånden. Da jeg havde grint færdig, smuttede jeg udenfor, og kunne til al held lige akkurat klemme durumrullen ned i min cykelkurv. Den hvidskjortede mand kom hastigt ud, og roste min kjole. Jeg rettede ham, og fortalte belærende, at der var tale om en nederdel, eller rettere et skørt. Et strutskørt. Og så inviterede han mig ud på en drink. Men inden vi nåede til udvekslingen af informationer, meldte de to mænd fra vindues grinerriet, sig på banen. K, som bar en sød strikhue lyste op i et smil, da han kom trækkende med sin cykel og sin ven hen imod mig: ”Jeg vil gerne være den næste i køen til at tale med pigen i strutskørt” sagde han på syngende jydsk. Så da jeg havde fået den hvidskjortedes nummer, startede der sig en lang samtale de to fyrer og jeg imellem. Mange grin og anekdoter senere, gav jeg mit nummer til K, og cyklede hjem ad de tavse og øde gader, med en herlig indre stemning af romantik og eventyr. Længe leve durumrullen.

“Pga. moderotter og fashionrøvhuller var der ikke bord på hverken: Pastis, Pastis Fish, Boheme eller Victor.. Så det bliver L’education Nationale, som også er et UDMÆRKET sted.. kl. 20 30!.. Kommer ned I Salonen efter jeg har været hjemme og skifte sko. De (Læs: skoene) har gnavet sig vej helt ind til knoglen. Sidder p.t. med bare tæer under bordet… Ingen kan se det.. Det er kun mig der ved det! Og dig, og nu alle dine 1625 venner på facen!!! Ha det så længe!”

Denne besked blev startskuddet til et festfyrværkeri af en aften. Min veninde N troppede op i Salonen lidt efter lukketid. Hun havde rød læbestift på, så jeg tog lidt pink på læberne, og sprayede rigeligt med hårspray hid og did. Regnen silede ned, så vi tog chancen og gik rundt om hjørnet på Café Victor, og trodsede beskeden om ingen ledige borde, og reservationen på L’education Nationale. Vi fik ikke desto mindre et bord med det samme, og det endda ved vinduet, hvor vi havde det fulde overblik over restaurantens mange interessante gæster, ikke mindst ifølge dem selv. Vi spiste muslingesuppe, østers og tatar og drak champagne på tjenerens og nabobordets regning. Nabobordet bestod af 8 unge mennesker, som var til modeuge for Acnes butikker norden over. Ham jeg sad tættest på havde en forvasket denimjakke på og karseklippet rødt hår. Havde jeg ikke vidst han arbejdede for Acne, ville jeg tro han var kok på en folkeskole i Tyskland. Efter vi havde spist, legede vi sjovt nok ”gæt en type”. Især to ældre mænd bag os, fik sat fantasien på langfart. Den ene havde hår til skuldrende, og det var temmelig krøllet. Han drak grøn te og havde runde briller på. De hed begge to Knud, og spiste stegt lever. Det lugtede slemt, syntes jeg. Men begejstret var jeg nu alligevel, da det viste sig, at mit bud om ”kunsthandlere” ramte plet. De inviterede os til fernisering dagen efter, men tanken om at skulle møde de to Knudemænd igen, synes underligt frastødende. Da de gamle skulle hjem i seng, besluttede nabobordets Acne crew, N og jeg at tage på D’angleterre, hvor der var IAM fest. Fra Victor kunne vi til vores rædsel, se en lang kø slæbe sig vej ind til festen. Der, tænkte jeg, kunne min make-up nå at blive mere smokey end godt er, og hårsprayens effekt løbe ud med den stride strøm af regndråber. Heldigt nok, kom vi i snak med nogle unge mænd, der havde bestilt bord til festen. De tog os under deres bordbestillings vinger, vi hoppede køen over, og kom alle gratis ind til den enorme sal, med Morten Breum toner drønende ud i ørene på de festglade mennesker. Resten af natten gik med dans og boblende livsglæde direkte fra flasken.

Er netop kommet hjem fra en Forumteater workshop på en folkeskole. Alt gik som det skulle, og jeg syntes  virkelig godt om, at få lov at spille social taber, og sige alle de ting jeg normalt kun siger med en promille over de 5. Men der er altså noget frygtindgydende ved at træde ind på sådan en folkeskole. Alle minderne om dem der ikke ville lege, og de lærer der ikke forstod sig på børn, ligefrem vælter op i mig. For alt er som det plejer. Der lugter af appelsin og sved, ligegyldig hvor end man befinder sig, og lærerne ligner for det meste en flok krøllede mennesker med lampeskærmshår, rygsæk og bukserne trukket rigeligt højt op. I dag skete der dog noget uventet, da min teater gruppe og jeg var ved at pakke sammen. En flok børnehave elever, der havde taget fri fra kor, kom pludselig stormende og ville have autografer. Og her gjorde en lille kineserpige sig særligt bemærket, da hun med et fraværende blik spurgte: ”Hvorfor blev du så sur på Far? Det var altså dumt at blive SÅ sur”. ”Ja, men nu var det jo bare noget vi legede inde i filmen ik’. Jeg blev jo ikke rigtig vred”.  Men det var som om, at denne information ikke rigtig ville falde på plads i pigens hoved. Så hun gik. Der gik dog ikke længe, før hun var tilbage igen. Nu med en halv durum rulle i hånden. Den havde hun fundet, fortalte hun stolt. Lærerinden, der i mellemtiden havde fundet sine små korpiger, skyndte at rive durumrullen ud af kineserpigens hånd, og demonstrerede hvor gammel og hård den var, ved at banke den ind i væggen: ”Du må altså ikke spise mad du bare finder, den er jo alt for gammel”.  Skuffelsen var ikke til at overse. Og jeg kom straks til at tænke på dengang, jeg vågnede op i en fremmed mands seng, og uden at vække ham, spiste en Babybite jeg netop havde fundet i min lomme fra dagen før. Og således kan man vel sige, at også jeg lærte noget nyt i dag.

Igår mødte jeg, på mit nye arbejde, ind til morgenmøde kl. 9. Og det på trods af min fordelagtige mødetid 3 timer senere (Læs: Denne dag knapt så fordelagtige). Til mødet blev der snakket en hel del, og nogle fortale stolt, at de havde glemt smagen af hvedebrød, mens andre ivrigt krummede med croissanterne og sluprede morgen juicen i sig. Da jeg er ny, så jeg det som min naturlige pligt at lette stemningen med en kæk bemærkning i ny og næ. En naturlighed, som måske ikke alle fandt så naturlig som jeg, og således blev det hele lidt mærkeligt. Men heldigvis ikke mærkeligere end, at jeg, da det blev min tur i runden, med stolthed kunne fremvise garderoben som total opryddet og gengjort. Det særlige lå dog i de mange sko, jeg havde samlet på rad og række langs den ene væg. Som jeg forklarede, kunne man efter mødet herfra tage sine glemte sko med hjem, og dem der ikke blev taget, dem kunne de andre tage. Og de sko som ingen tog eller ejede, de ville blive smidt ud. Senere på dagen så jeg min kvindelige chef kæmpe med et par støvler, der ikke passede til hendes ben: ”De her støvler er SIMpelthen for smalle i skaftet, tag du dem istedet”. Og helt som i eventyret om Askepot (i al beskedenhed) passede de mig helt og aldeles perfekt. Og tilmed var det lige sådan en støvle jeg gik og manglede, efter min hæl knækkede af mine ynglings støvler dagen før nytår, på vej hjem fra Mash og en hel del pomfritter tungere.
Det lå mig derfor meget ligefor, at tage disse nye støvler i brug idag, da jeg endda havde givet mig tid at pudse dem fint op, på trods af temmelig sen fyraften. Det jeg skal til at fortælle nu, ligger vel latent i en hver kvindes skræk scenarie krop. For da jeg mødte ind kl. 12 idag, møder der mig et forbavset ansigt, som hurtigt følges op med spørgsmålet: “Er det ikke mine sko du har på der?” Og jo, det var det jo så nok. Men for fanden da! Hvor kunne det have været rart, at du havde været ved bevidsthed igår, og taget dem med hjem. Men sådan skulle det ikke gå nej. For ikke nok med, at den ellers så søde dame havde slagget med glemmekassen – havde hun taget sine højhælede sko på, som hun ikke orkede at have på mere. Hun ville hellere have de genfundne støvler på nu. Så jeg fik valget mellem at låne hendes højhælede sko, eller et par st. 37 nisse støvletter med spids snude i 100% plast. Jeg valgte det sidste par, og klemte mine st. 38 fødder ned i plastikskoen, som på sirlig vis maste min fod som en lille tragt. “Tænk da endelig ikke på mig, jeg binder da bare mine elastiske ballerina fødder ind i lidt sejlgarn, så er det sko problem da løst. Det skal du ikke tænke på – mig kan ingen skokrise slå af sporet du”. Valget mellem Pest eller Kolera blev taget, og en 8-timers arbejdsdag er nu overstået. Iført usmagelige sko og kollega.

”Jeg skal da for resten lige have et billede af dig” sagde han med en ubesværet selvfølgelighed. ”Hvorfor nu det?”. ”Jamen du passer perfekt til den film jeg skal lave sammen med Bille August”. Storsmilede, og med slet skjult stolthed, fik jeg taget mine billeder, mens jeg gjorde mig alle mulige forestillinger om rollen, og det job jeg lige havde fået af denne mand for et øjeblik siden. Egentlig gik det jo fint for mig, med at arbejdei en tøjbutik. Indtil jeg fandt ud af, at jeg interesserer mig langt mere for at høre om kundernes historier, end om den topmave de ønsker at skjule i en polyester tunika til 349,95. Denne opdagelse satte på sin vis en stopper for min karriere som sælger. Så der måtte ske noget nyt, og det nye blev så, at jeg skal sørge for at modtage kunderne i en skønhedssalon inde i byen. Det er kun tre gange om ugen, så jeg stadig har tid til at udvikle mine andre talenter de resterende 4 dage.

Efter jobinterviewet mødtes jeg med en fyr, som jeg i dagene derop til, havde haft en masser skriverier bankende frem og tilbage med, mellem telefonmasterne i henholdsvis Danmark og Norge. Vi spiste pizza slice, mens han kørte mig hid og did i hans christiania bike, og vi talte om konceptet med at holde jul i badeshorts under en parasol. Og nu nævner jeg det med cykelturen som det første, fordi det uden tvivl var mødets højdepunkt. Denne smukke fyr, havde som sagt lige været i Norge, hvor han havde holdt nogle fridage med en ven. Det havde efter alt at dømme været en tur lidt ud over det sædvanlige. Især den halsbrækkende historie om en druktur, der endte med en dukkert i det iskolde hav, umiddelbart efter at være blevet informeret om den livsfare en sådan handling vil medføre, gjorde mig lidt usikker på, om dette nu også var en fyr for mig. Men fordi jeg elsker at møde mennesker, besluttede jeg mig for at se stort på den mere eller mindre skødesløse indstilling til eget liv, og mødes. Bag på mig, kom det derfor, at denne crazy vinterbader, var en ganske stille og rolig fyr, der som karaktertræk fremhævede sin evne til ikke at hidse sig op over noget som helst. Og her knækker filmen ærlig talt for mig – for det at tro, at man ved at sætte liv og lemmer på spil, kommer til at rykke sig som menneske, det lyder i mine øre en kende, ikke så smart i hvert fald. Hvad blev der af det at turde tage chancer, og ikke holde sig tilbage for at lave en scene, hvis man ikke får de ting igennem man mener burde komme igennem? Så begejstringen var behersket, trods herlig cykeltur i den friske luft.

Af de mange mænd jeg har mødt, har de som har gjort stærkest indtryk på mig, ikke været de smukkeste, men dem der havde mest personlighed og dem der har turde handle. Mod er det mest sexede. Mod og godt udstyr. Og sexet som jeg jo er, tog jeg senere den aften chancen, og cyklede til Klovn premiere festen, uden billet eller anden invitation end en mundtlig opfordring fra min ven R, der tidligere på dagen havde opfordret mig til at komme forbi. Til min store fornøjelse strøg jeg lige ind, og på trods af en hel aftens kedsommelig underholdning i teatret, udviklede natten sig til et sandt festfyrværkeri af boblende livsglæde og slaraffenlands stemning. Og jeg mødte tilmed en sexet mand. Bedste dag i 2010. Bum.

”Du forstår mig”. Nej det gør jeg eddermame ikke. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg forventer at få ud af at kontakte min biologiske far. Jeg vil have svar på hvorfor han valgte mig fra, og hvorfor han ikke ringer til mig som lovet. Men hvad skal han dog kunne fortælle mig, som jeg ikke kan sige mig selv. Jeg så ham stå midt på cykelstien her den anden dag. Han skulle over på den anden side af vejen, måske ind i Cinemateket og se en mærkelig film. Jeg var ellers lige i gang med at le over en flok duer der fløj forvirrede rundt inde i Kongens Have, da jeg nær var cyklet ind i ham, og hans pæne mørkeblå stiktrøje. Jeg kiggede ham lige ind i øjnene og cyklede hastigt videre, som når man møder en bekendt man ikke gider høre snakke om sit privatliv. Mit hjerte dunkede med ekstra kraft resten af turen hjem den dag. Og lige siden har jeg tænkt ekstra meget over, hvordan han mon går rundt og har det med det hele. Hvad skulle jeg egentligtaget også have sagt til ham? ”Tak fordi du har givet mig lyst hår og grønne øjne” men det du gjorde efter det, er fandeme ikke noget jeg har lyst til at efterligne..?” Det svarer vel til at tage den skide personlige opdaterende samtale, mens man tænker, at man bruger sekunder aldrig kommer tilbage. Det er lige til at gå i spåner over, så lidt jeg vil kunne få ud af at tale med ham. For en mand der ikke engang kan tage sig sammen og ringe sin datter op, og fortælle hende, at han ikke magter at være der for hende, og han inderst inde er ked af at være hendes far, kan nok ikke give mig et eneste klogt svar på nogen som helst. Og efter at have læst hans svar på min ”rykker-mail”, om hvornår han havde tænkt sig at ringe mig op, måtte jeg da også hovedrystende gå ud på min altan trække luft, med ordene ”Jaja – skal nok!” hamrende rundt inde i mit hoved. Topmålet af idioti var hermed fundet. Og jeg ved godt at det her indlæg ikke ligefrem ligger op til, at min far og jeg kommer på julekort med hinanden. Men så er der da én der spiller med åbne kort i det her foretagende. Vor Herre til hest altså.